Seniornyheder fra Tåsinge fB
12. august 2010 - 08:35 af: Thomsen
Seniortræningen er forlængst startet og langsomt begynder brikkerne at falde på plads inden det i weekenden går løs med efterårets sæson.
Serie 4 venter dog til tirsdag inden det går løs mod Stenstrup på hjemmebane. Brian Sjølanders tropper er gået fra en tilværelse i bunden af serie 4 til at kunne spille med i toppen, så spændende at følge om de kan følge op på forårets placering.
Damerne venter til onsdag den 18. august, hvor de tager til Kildemosen med et næsten helt nyt hold, da mange spillere er søgt udenbys for at studere. Nina har dog hentet lidt pauserende spillere tilbage ligesom nye er kommet hjem fra efterskoler.
Serie 3 har fået ny træner, hvor Martin Haladyn har overtaget tøjlerne og skal forme de mange unge spillere og udvikle så mange som muligt til senere 1. holds fodbold i Tåsinge forenede Boldklubber. Der er rigtig mange dygtige spillere på holdet, som kan gøre en forskel i serie 3, men spørgsmålet er bare om de slår til og kan præge rækken. Største problem på dette hold er mangelen på en decideret målmand, så hvis nogen kender nogen, der har eller vil prøve tjansen som målmand, er alle fingerpeg mere end velkommen. Første kamp spilles søndag på udebane kl. 9:00 i Stjernen.
serie 1 holdet skal forsøge at stabilisere sig i rækken efter det seneste års øretæver i Albaniserien. Heldigvis er truppen intakt og især de ældre spillere skal træde i karakter og hjælpe de unge og nye spillere på vej. Første kamp er lørdag på udebane mod Faaborg. Af tilgang er kommet Simon Risager fra København, som tidligere har spillet i klubben. Simon er en rigtig boldekvilibrist, der kan det mest utrolige med bolden. Dog lader hans evner vente lidt på sig, da han har problemer med knæet. fra Faaborg er kommet Henrik Hoffmann, som er en løbestærk forsvar/midtbane spiller. Henriks force er klart hans kommunikationsevner og selvom han ikke er så rutineret endnu, så er han god til at guide og hjælpe sine holdkamerater. Magnus Vogn er kommet fra Thurø, og ligner en klar gevinst på serie 3 holdet. Magnus er meget målfarlig og spiller meget direkte og vil helt klart score mange mål i serie 3. Med lidt tilvænning kan han også blive aktuel i serie 1. Sidste tilgang er lynhurtige Mathias Steen Hansen, som er kommet fra FC Svendborg. Mathias har vist sig at være den målscorer vi har manglet og har allerede scoret 4 gange i træningskampene.
Følgende træningskampe er spillet:
S3/S4 - Stenstrup 5-5 (Thomas Skare 2, Magnus Vogn, Søren Gerstrup, ukendt)
Casino Royster Cup
S1/S3 - OKS (serie 1) 0-2
S1/S3- Morud (serie 1) 2-3 (Anders Høj, Mathias Steen)
S1/S3 - KR70 (serie 1) 0-4
Sporten Cup
S1 - Vindinge (Serie 2) 4-3 (Emil Lystrup, Søren Rasmussen, Martin Richardt, Mathias Steen)
S3 - Stjernen (serie 2) 0-3
S1/S3 - BK Sydlangeland (serie 2) 1-1 (Magnus vogn)
S1/S3 - Gislev (Serie 3) 0-0
S1 - Tved (Albani) 4-3
1-0 Mathias Steen Hansen
2-0 Christian Kurt Hansen
3-0 Mathias Steen Hansen
3-1 Martin Æbelø
3-2 Lars Bjørn Eriksen
3-3 Martin Æbelø
4-3 Christian Kurt Hansen