
Af plantegningen fremgår det, at vores klubhus kommer til at ligge temmelig indeklemt og uhensigtsmæssigt når byggeriet står færdigt. Huset var, allerede før skoleplanerne opstod, for småt og utidssvarende og derfor har der da også været årelange forhandlinger med Svendborg kommune omkring en flytning af klublokalerne.
Disse forhandlinger har været langsommelige og fulde af problematikker, som det vil føre for vidt at komme ind på her, men er endt med, at vi nu planlægger et nybygget klubhus på området mellem den nuværende kampbane og
lysbanen.

Planlægningen er dog på det seneste gået noget i stå, da det efterhånden er blevet klart, at hverken vi eller Svendborg kommune kan levere tilstrækkelig økonomi til et sådant projekt.
Efter mange beregninger at vi endt med, at et klubhus som dækker vore behov og er placeret på den udpegede grund, kommer til at koste i omegnen af 5,6 mil. kr.
Svendborg Kommune har i skolebyggeriets budget afsat 3 mil. kr. til genhusning af TFB ligesom de, efter en del tovtrækkeri, har accepteret at garantere for et lån på 1,25 mil. kr. Selv er vi uden midler, da vores opsparing er bundet i det nuværende selvejede klubhus. Da man, i disse tider, ikke har mulighed for at igangsætte projekteringen af et byggeri uden fuldt afklaret økonomi, står vi i en situation, hvor vi ikke rigtig kan komme videre og derfor kun har vores egne amatørplaner at arbejde ud fra når vi nu forsøger at rejse de fornødne midler.

Som det kan ses er det ikke fordi vi har forestillinger om noget ekstravagant, men fakta er,at vi mangler omkring 1,3 mil. kr. før vi kan komme videre med projektet. Vi har naturligvis allerede igangsat fundraising på flere niveauer ligesom vi planlægger en aktion for at opdrive kapital på lokalt, kommunalt og regional niveau, men indtil der sker ændringer i de nævnte forhold, foregår vores aktiviteter fra de kendte lokaler på Eskærvej.
Skulle du have forslag til hvordan vi kommer videre fra ovenstående situation hører vi naturligvis gerne fra dig
Bestyrelsen